Eksklusivt børnetøj i Lyngby

Børnetøjsbutikken, PomPon Enfant, er en af Lyngby Hovedgades absolutte højdepunkter. Her går æstetik og komfort hånd i hånd, for det skal være både sjovt og dejligt at være barn. Indehaveren, Lotte Kraglund, håndplukker hver sæson det allerfineste børnetøj fra en række danske og internationale brands.

Inspirationen er hentet hos de franske børn, der ofte er klassisk klædt. For pigernes vedkomne i små kjoler, toppe og nederdele med yndige detaljer, og for drengenes vedkomne i bløde skjorter, trøjer og bukser. I vintersæsonen er der lækre frakker i uld til både drenge og piger.

Stilen er velplejet, og farvepaletten er afdæmpet, idet pangfarver kun sjældent klæder skandinaviske børn. Samtidig er pasformen komfortabel for at understøtte børnenes leg og fulde bevægelsesfrihed.

Lotte oplever, at børnene stråler af glæde, når de finder det helt rigtige, og i reglen er de villige til at passe ekstra godt på det tøj, som de holder særlig meget af.

For Lotte er det afgørende, at materialerne er bløde og lækre. Tøjet må gerne være økologisk, for hvorfor ikke passe på miljøet, når man i forvejen vil sit barn det bedste?

Lotte råder da også forældre og bedsteforældre til at købe mindre men bedre kvalitet. Med lidt omtanke kan der sagtens blive råd til lune materialer som uld og kashmir uden at springe budgettet. Gode materialer har desuden en længere levetid, så tøjet sagtens kan nedarves til mindre søskende.

Stemningen i butikken er så varm og imødekommende, at man får lyst til at slå sig ned i længere tid. Her er nok at gå på opdagelse efter. For udover selve tøjet, falder børn og barnlige sjæle let i staver over det fine hårpynt, bamserne, puslespillene samt de mange bedårende accessories til barneværelset.

Hos PomPon Enfant bliver der selvfølgeligt kræset om kunderne, og alle varerne bliver smukt pakket ind i silkepapir eller som søde gaver. Her er hverdagen da også fyldt med glæder og søde kunder, som kommer igen og igen.

Udvalgte brands: Chloé, Mads Nørgaard, Ruby Tuesday, Zef, Poppy Rose, Whole, Serendipity, Shirley Bredal m.m.

Alder: Fra 0 til 12 år.